«Fra Storbyens Dyb». «Løgnens Ansigter». «Nattens Brødre». I efteråret 1906 flød den københavnske såkaldte smudspresse over med sådanne dramatiske overskrifter. En offentlig skandale, der handlede om mandlig homoseksualitet og prostitution var nemlig i fuld gang. Pressen udtrykte stærke følelser i skildringerne af skandalens homoseksuelle og prostituerede mænd, men hvordan kan disse følelser undersøges i et følelseshistorisk perspektiv? Og hvilken rolle spillede smudspressens følelsesladede dækning under den såkaldte Sædelighedsskandale?
Af: Cecilie Bønnelycke.
Den 25. juli 1906 blev to unge mænd arresteret i en baggård i det indre København. De to var under mistanke for at ville begå indbrud, men da de to mænd blev afhørt på politigården, viste det sig at dreje sig om noget helt andet. Under forhør tilstod de to mænd at have befundet sig i baggården for at begå uterlighed med hinanden – de var altså på et seksuelt stævnemøde. Det kom samtidig frem, at begge mænd tidligere havde taget betaling for seksuelle ydelser til andre mænd, og de kunne endda angive flere andre mænd, der havde prostitueret sig. Der dannede sig efterhånden et billede af et helt netværk af mandlige homoseksuelle og homoseksuelt prostituerede mænd i den danske hovedstad.
Arrestationen af de to mænd satte gang i det, der skulle blive kendt som Sædelighedsskandalen. På dette tidspunkt var homoseksualitet som fænomen relativt ukendt, og sex mellem mennesker af samme køn var, ligesom prostitution i det hele taget, både juridisk set ulovligt og stærkt socialt stigmatiserende. Sagerne om mænd, der blev anklaget for at have sex med andre mænd, hvad end det var med eller uden betaling, var derfor sprængfarligt skandalestof, og tidens nye, og meget populære, sensationssøgende aviser, der gik under betegnelsen «smudspressen», kastede sig frådende over sagerne og bidrog til at gøre Sædelighedsskandalen til netop en offentlig skandale.
Prostitution og pengeafpresning
Sagen om de to arrestanter i Tordenskjoldsgade blev taget op af den unge jurist og konstituerede dommer i Københavns Kriminal- og Politiret, Julius W. Wilcke. Tidligere havde man ladet sager som denne falde, men Wilcke bed sig fast og blev kendt for sin nidkærhed og vedholdenhed i sagerne om homoseksuel prostitution.
Fra august 1906 kastede han sig med stor ildhu ud i arbejdet med at optrevle de to mænds forbindelser til det mandlige prostitutionsmiljø i København. I begyndelsen af skandalen var det især unge mænd fra samfundets underklasse, der blev anholdt og afhørt. Sigtelserne lød i mange af tilfældene på både prostitution og pengeafpresning, som ofte var en følgeforbrydelse til den homoseksuelle, mandlige prostitution. I november indtrådte det, der skulle blive Sædelighedsskandalens vendepunkt, og som gjorde det klart, at det mandlige homoseksualitets- og prostitutionsmiljø, der efterhånden tegnede sig, var større end først antaget og mere end et rent underklassefænomen.
Vendepunktet
Sagens vendepunkt blev fremkaldt af en klage, som den unge skuespillerelev Jean Büron i slutningen af september 1906 havde sendt til Københavns politidirektør. I klagebrevet berettede Büron med stor indignation om, hvordan han sammen med en ven havde været til et middagsselskab i en kreds af velbeslåede mænd, hvor et par af de tilstedeværende havde iført sig kvindeklæder og sminke. Herefter, kunne han fortælle, opførte de «den liderligste Dans, der pludselig blev afbrudt ved, at et Par af de Dansende kastede sig over en ung Mand. Ogsaa overfor min Kollega og mig søgte flere af dem Tilnærmelser. Da vi vægrede kraftigt for os, tilbød de os endog Penge.»1
Büron opgav en række navne på de herrer, der havde været til stede ved det formastelige middagsselskab, heriblandt den i København ret prominente tandlæge, Emil Aae. Bürons klagebrev fik politiet til at afhøre Emil Aae, der kvitterede med at angive Jean Büron for selv at have prostitueret sig ved flere lejligheder. Kort efter blev Büron derfor arresteret, og han tilstod under forhør at have haft sex med mænd mod betaling, også med tandlæge Aae. Aae benægtede dette, men alligevel blev han selv anholdt i november 1906, hans bopæl ransaget og en række breve, postkort og fotografier, herunder en del af homoseksuel, pornografisk art, blev konfiskeret.
Emil Aae blev en nøglefigur i sagen idet han valgte at samarbejde med politiet og udfærdige en liste over ca. 60 mænd, som angiveligt havde haft sex med andre mænd. På dén baggrund blev endnu en håndfuld velansete mænd arresteret for homoseksualitet og føjet til de mænd, der allerede var tiltalt for prostitution og pengeafpresning. Det stod nu klart for både politi og offentlighed, at homoseksualitet og mandlig prostitution var fænomener, der rakte helt op i samfundets højere lag, og pressen begyndte for alvor at rette sit søgelys mod de skandaliserede mænd.
Smudspressens følelsesladede dækning
«Smudspressen» var samlebetegnelsen for en håndfuld dagblade, som i Danmark var opstået omkring århundredeskiftet, og som i modsætning til den politiske meningspresse hovedsageligt formidlede kulørt stof i form af personfokuserede skandalesager, kontaktannoncer og romantiske eller erotiske noveller. Sædelighedsskandalen var derfor også et yndet emne for smudsaviserne, der dagligt bragte notitser om de arresterede, artikler om det homoseksuelle miljø og endda nærgående reportager fra de homoseksuelle mænds hjem.
Igennem den tætte dækning af skandalen fremmanede smudspressen en række homoseksuelle stereotyper og udtrykte stærke følelser over for disse. Mange af artiklerne lagde stor vægt på de homoseksuelle mænds kvindagtighed og gjorde meget ud af at beskrive mændenes feminine udseende, deres særligt lapsede påklædning eller ligefrem cross-dressing. I artiklen «Fra Storbyens Dyb. Den mandlige Prostitution» kunne smudsavisen Middagsposten den 29. august 1906 underholde sine læsere med følgende beskrivelse af en gruppe unge, prostituerede mænd: «Men betragt engang nøjere de slanke, kvindeagtige, unge Fyre, der, ulasteligt klædte, opsminkede og pomadiserede, saa de stinker, slentrer hen ad Asfalten, medens deres store Øjne sender smægtende Straaler hen til de forbipasserende – ældre Herrer. Se deres vrikkende Gang, deres Skøgemanerer og den skøgeagtige Paatrængenhed over for dem, de endelig faar lokket ind i Sidegaden. – Det er Storbyens allerlaveste Kryb, den mandlige Prostitution.»2
Middagsposten anførte videre i artiklen om dette ’storbyens allerlaveste kryb,’ at «Man vil naturligvis finde dette lyssky Liv modbydeligt, man vil muligt mangle Ord for at udtrykke den Grad af Væmmelse, man ønskede at udtrykke»3 og udtrykte dermed tydeligt følelser som væmmelse og frastødthed over for de kvindagtige, homoseksuelle mænd. På samme måde mente Aftenbladet, at Emil Aae og hans kompagnoner var «nogle af de uappetitligste Fyre, der nogen Sinde har siddet bag Laas og Slaa»4 , og betegnede deres forførelse af unge mænd og drenge som «svinske tilnærmelser»5 og «modbydelige Svinerier».6
Netop de homoseksuelle mænd fra middelstanden, som fx Emil Aae, og deres hemmeligholdte seksuelle tilbøjeligheder blev genstand for stor forargelse i smudspressen. Disse mænd optrådte, som Aftenbladet skrev i november 1906, «udadtil […] som de fine Mænd, de gode Borgere. Og i Hemmelighed drev de deres Udskejelser».7
I modsætning til de kvindagtige prostitueredes åbenlyse, og derfor afskyvækkende, ikke-maskuline opførsel var det netop disse «Løgnens Ansigter», som Middagsposten kaldte dem, og paradoksalt nok deres skjulte udlevelse af homoseksualiteten, som blev problematiseret. Efterhånden som skandalen rullede satte smudsaviserne imidlertid også fokus på middelstandsmændenes forbindelser til de prostituerede mænd, der oftest var fra underklassen og dermed dem aldersmæssigt, socialt og økonomisk underlegne. Her blev smudsavisernes forargelse især rettet mod det, der blev italesat som middelstandsmændenes misbrug af deres egen privilegerede situation og standsoverskridende seksuelle praksisser.
Nogle artikler portrætterede dog også de homoseksuelle mænd som ikke blot væmmelige, kvindeagtige prostituerede eller forargelige middelstandsmænd, men som ofre for egne eller andres homoseksuelle tilbøjeligheder. Ofte handlede disse narrativer om unge mænds ulykkelige møde med homoseksualiteten, hvilket afspejlede den generelle opfattelse, at homoseksualitet var smitsom, og at især unge mennesker var i risiko for at blive smittet.
I efteråret 1906 bragte Middagsposten en række artikler, der berettede om, hvordan en gruppe homoseksuelle, prostituerede mænd kaldet ’Nattens Brødre’ opererede: de lokkede unge, uskyldige mænd, nogle dog med ’perverse tilbøjeligheder’, til at prostituere sig og afpressede derefter de ulykkelige, besmittede mænd for penge med trusler om at afsløre deres seksuelle aktiviteter for omverdenen. Mændenes møde med den homoseksuelle prostitution blev her italesat som sørgelige og smertefulde skæbnefortællinger og mændene selv fremstillet som «den stakkels Kontorist», «den forpinte unge Mand»8 og en «sørgelig[…] Skæbne».9 Hermed skabte smudsaviserne en fortælling om disse mænd som ofre, ikke alene for de prostituerede bander, men også for deres egne seksuelle tilbøjeligheder; fortællinger, der både tjente som skræmmehistorier til skræk og advarsel om homoseksualitetens mange farer, men som i høj grad også kaldte på læserens følelse af medlidenhed.
Dommen
Først den 1. oktober 1907 faldt der dom i sagen. En del af de arresterede mænd var i løbet af 1907 blevet løsladt mod kaution eller overført til Københavns Kommunehospitals 6. afdeling til observation for ’medfødt homoseksualitet’, der på dette tidspunkt blev opfattet som en sindslidelse. I alt blev 14 mænd fra forskellige samfundslag dømt for sædelighedsforbrydelse af forskellig art og idømt tvangsarbejdsdomme fra en måned til et års varighed. Emil Aae fik den længste straf med hele 2 års forbedringshusarbejde. For både Aae og flere af de dømte fik sagen dog også konsekvenser på længere sigt. Aae blev frataget retten til at virke som tandlæge og blev skilt fra sin hustru, og i lighed med flere andre af de dømte mænd tog han navneforandring og flygtede efter endt straf til udlandet.
Sædelighedsskandalen var dermed slut, men københavnerne – og danskerne i det hele taget – var blevet bekendt med homoseksualitet og homoseksuel, mandlig prostitution som fænomener, der trivedes i den moderne storby. Den nyvundne bevidsthed herom blev blandt andet afspejlet i de mange skrifter, der blev udgivet og borgermøder, der blev afholdt i årene efter skandalen, hvor homoseksualitetens årsager og karakteristika samt brugen af straffeloven under Sædelighedsskandalen blev diskuteret. Først med indførelsen af den ny Borgerlig Straffelov i 1930 blev homoseksualitet dog afkriminaliseret.
Sædelighedsskandalen som følelseshistorie
Sagen fik stor opmærksomhed i samtiden, men alligevel er den københavnske Sædelighedsskandale et relativt overset forløb for forståelsen af homoseksualitet i Danmark. Den eksisterende forskning har hovedsageligt anskuet skandalen som et højdepunkt i samtidens negative holdninger til homoseksualitet og et eksempel på, hvordan de homoseksuelle blev udgrænset og undertrykt. På samme måde er der heller ikke ofret megen opmærksomhed på den danske smudspresses dækning af skandalen, da de dramatiske, nærgående og følelsesladede artikler fra sagen ikke helt ufortjent er blevet set som usandfærdige og overdrevne og dermed som dårlige kilder til begivenhedernes gang.
Imidlertid kan Sædelighedsskandalen og smudspressens dækning heraf anskues anderledes og mere nuanceret end som så. Smudspressen udgjorde nemlig en vigtig arena for konstruktionen af «den homoseksuelle mand» som en social, stereotyp figur, som den almindelige københavnske befolkning kunne forholde sig til i en tid, hvor homoseksualitetsbegrebet endnu var nyt og ukendt for mange lægfolk.
Samtidig er det denne artikels udgangspunkt, at netop følelserne i smudspressens dækning af skandalen fortjener større opmærksomhed. Ved hjælp af et følelseshistorisk blik bliver det nemlig muligt at forstå smudsartiklernes stærke følelsesudtryk som andet og mere end blot et udtryk for et sæt allerede etablerede negative holdninger til homoseksualitet i befolkningen. De amerikanske antropologer og følelsesteoretikere, Catherine A. Lutz og Lila Abu-Lughod har anført, at følelser skal ses som kontinuerlige, sociale processer snarere end færdige, indre tilstande.10 Med denne optik kan Sædelighedsskandalen derfor også betragtes som netop en social proces, hvorigennem smudspressen skabte en række følelsesdiskurser omkring de homoseksuelle og prostituerede mænd. Disse diskurser gjorde det muligt for smudspressens læsere at forholde sig rent følelsesmæssigt til homoseksualiteten som fænomen og den homoseksuelle mand som social figur.
Igennem smudspressens artikler blev de homoseksuelle og prostituerede mænd italesat som stereotype figurer, som læseren kunne føle væmmelse, forargelse eller medlidenhed over for. For læseren fungerede disse følelsesdiskurser som anvisninger af mulige følelsesmæssige reaktioner på de homoseksuelle mænds praksisser og udtryk, uden dog nødvendigvis at være determinerende. Dermed konstruerede de, hvad der kan kaldes en række ’emotionelle mulighedsrum’ omkring de homoseksuelle; et sæt følelsesmæssige rammer, der omgav de skandaliserede mænd. Disse rammer gjorde det muligt for læseren at dele og internalisere de følelser smudsartiklerne artikulerede og kan derfor forstås som del af en emotionel håndteringsproces af homoseksualiteten som fænomen.
Med afsæt i denne forståelse kan smudspressens dækning af Sædelighedsskandalen derfor forstås som et sæt diskurser, der ikke blot udgrænsede og undertrykte homoseksualiteten, men som bidrog til at konstruere homoseksualiteten som et fænomen, der overhovedet kunne tales om og føles for. Homoseksualiteten, den mandlige prostitution og den homoseksuelle mand kan dermed ses som sociale fænomener, der blev italesat, håndteret og kontinuerligt reproduceret i smudspressens følelsesladede diskurser under dækningen af Sædelighedsskandalen. Dermed kan det følelseshistoriske greb fremskrive nye nuancer i forståelsen af Sædelighedsskandalen og dens bidrag til konstruktionen af homoseksualitet som socialt fænomen i begyndelsen af det 20. århundredes Danmark.
Sædelighedsskandalen kan siges at udgøre startskuddet til det 20. århundredes mange tilbagevendende offentlige diskussioner om homoseksualitet i Danmark, og hermed var også konstruktionen af homoseksualitet som socialt fænomen påbegyndt. Som denne artikels analyse viser, spillede følelserne en ikke uvæsentlig rolle i denne konstruktion og i, hvordan den almindelige dansker kunne forstå, forholde sig til og føle for homoseksualiteten.
***
Cecilie Bønnelycke er cand.mag. i historie fra Københavns Universitet og museumsinspektør på Museum Lolland-Falster. Denne artikel er baseret på artiklen «De uappetitligste Fyre. Om følelsernes rolle i dækningen af Sædelighedsskandalen 1906-7» i temp – tidsskrift for historie, 16, 2018, s. 81-99.
***
Se også
Litteratur
- Cecilie Bønnelycke, «De uappetitligste Fyre: Om følelsernes rolle i dækningen af Sædelighedsskandalen 1906-1907» i TEMP – tidsskrift for historie 16/2018.
- Karen Vallgårda, «Følelseshistorie–Teoretiske brudflader og udfordringer» i: Kulturstudier 4, nr. 2 (2013).
- Lila Abu-Lughod, & Catherine A. Lutz. Language and the Politics of Emotion. S.l.: Cambridge University Press, 1990.
- Niels Nyegaard, «Ud over videnskabens grænser – Om de københavnske dagblades fremstillinger af den homoseksuelle mand omkring år 1900» i: Gränsløs. Tidskrift för studier av Öresundsregionens historia, kultur och samhällsliv, nr. 6 (2016), 93-105.
- Wilhelm von Rosen, Månens Kulør – studier i dansk bøssehistorie 1628-1912, bd. 1-2, København: Rhodos, 1993.
Et uddrag af Bürons klage blev bragt i Middagsposten den 16. november 1906. Axel, «Sædeligheds-Skandalen», Middagsposten, 16. november 1906. ↩
A. Olsen, «Fra Storbyens Dyb. Den mandlige Prostitution», Middagsposten, 29. august 1906. ↩
A. Olsen, «Fra Storbyens Dyb. Den mandlige Prostitution», Middagsposten 29. august 1906. Forfatterens kursivering. ↩
«Tandlæge Aae & Co.», Aftenbladet 23. november 1906. Forfatterens kursivering. ↩
Axel, «Sædeligheds-Skandalen», Middagsposten 17. november 1906. ↩
«Hvorfor Tandlæge Aae forsvandt fra Aalborg», Middagsposten 19. november 1906. Forfatterens kursivering. ↩
«Tandlæge Aae & Co.», Aftenbladet 23. november 1906. ↩
Olsen, » ‘Nattens Brødre’ ødelægger en ung Mand», Middagsposten 5. september 1906. Forfatterens kursivering. ↩
Olsen, «‘Nattens Brødre’ for sidste Gang», Middagsposten 19. september 1906. Forfatterens kursivering. ↩
Catherine Lutz og Lila Abu-Lughod, «Introduction: emotion, discourse, and the politics of everyday life», i Language and the politics of emotion. Cambridge, Massachusetts: Cambridge University Press, 1990, 1 f. ↩
